FriluftslivInstitutioner

Majsmarken

Det er et skønt sensommervejr og vi er alle lidt spændte på vores forestående udflugt. Vi er en lille flok bestående af 6 herlige udviklingshæmmede drenge i alderen 13 -16 år og tre voksne fra personalegruppen, der skal på eventyr i den høje majsmark. Før vi begiver os af sted, får alle drenge en refleksvest på, da det virkelig er eventyrlystne drenge, jeg har med på tur. Det lange reb er gjort klar med en løkke til hver til at holde i.

 

Så er vi ved at være klar til afgang og spændingen stiger. I gåsegang bevæger vi os ind i majsmarken. Jeg går forrest efterfulgt af elever og de andre voksne – alle strategisk placeret. Det er en stor oplevelse. Majsene er virkelig høje, bladene er lidt skarpe at gå igennem og stadig våde af dugen og vi bliver næsten helt væk.

 

På vores vej gennem majsmarken, som nu er blevet til en jungle, holder vi nøje øje med tigre, elefanter og andre vilde dyr. Det bliver til mange gode snakke undervejs om majs, hvad de bruges til, de vilde dyr og flere andre gode emner.

 

Langt om længe får vi os kæmpet ud af vildnisset og er endt i en dejlig bøgeskov. Her holder vi pause med lidt at drikke og et par kiks, som vi var så heldige havde forvildet sig ned i min rygsæk. Snart er drengene på opdagelse i skovbunden. De finder musehuller og andre små naturlige huler og snart har vi gang en fantasifuld historie om skovtrolde og deres liv i skoven. Vi finder også et træ med lave grene, som vi kan klatre op på.

 

Det bedste fund, er dog en lille bæk, hvor vi øver det at hoppe over, balance på tykke grene og hjælpe hinanden over. Dette især til stor fryd for en enkelt elev, der er så begejstret over at få lov til at hoppe over bækken, at jeg stadig får smil på læben ved tanken over hans glæde.

 

På hjemturen gennem majsmarken er alle lidt trætte og det går op af bakke, så vi synger et par sange for at lette turen. Inde vi får set os om, er vi tilbage ved resten af gruppen. De har lavet bål og forberedt mad til os, de trætte eventyrlystne.